Historie

Magasin du Nord Fonden er en sammenslutning af to fonde, som stifterne af Magasin du Nord i sin tid oprettede, nemlig Wm. Vetts Fond, stiftet den 23. oktober 1947 og Magasin du Nord’s Fond, stiftet den 27. februar 1951.

Emil Valentin Lemming Vett og Theodor Wilhelm Wessel grundlagde dét, vi i dag kender som Magasin du Nord, da de i 1868 åbnede en lille butik i Århus under navnet Emil Vett & Co. Virksomheden fik hurtigt vokseværk og inden længe havde man åbnet filialer rundt om i det det ganske land. I 1894 åbnede flagskibet, Magasin du Nord,  på Kongens Nytorv i det ombyggede Hotel du Nord.

 

Familiefonden havde indtil midten af 1990’erne en afgørende rolle i ejerskabet af A/S  Th. Wessel & Vett, Magasin du Nord. I perioden 1973 til 2002 var Emils Vetts oldebarn, baron Ebbe Wedell-Wedellsborg, formand for fondens bestyrelse. Det er stadig efterkommerne af Emil Vett, nemlig hans tipoldebørn, som i dag udgør bestyrelsen i Magasin du Nord Fonden.

Siden 2004 har Magasin du Nord Fonden ikke været ejer eller medejer af stormagasin-kæden Magasin du Nord, som i dag ejes af britiske Debenhams.